Nyhedsbrev juni 2020

Nyhedsbrev, juni 2020

Kære alle

Der var live-musik på pladsen i weekenden, Jørgen er tilbage, og cafeerne er fyldte. Bestyrelsen har dog gennem hele corona-tiden holdt kontakten og holdt virtuelle møder, og i tirsdags havde vi endelig et møde igen i den såkaldte fysiske virkelighed (i Lenes lejlighed). Der var en del på dagsordenen, som I kan læse om i dette nyhedsbrev. En del af det hører under påmindelser (fx husk at lukke portene), men eftersom der har været en stor udskiftning i foreningen, så tænker vi, at det er en god ide at nævne det igen.

Generalforsamlingen

Pga. corona-nedlukningen blev forårets generalforsamling aflyst, men vi forventer at den kan afholdes, så snart vi når fase fire af genåbningen. Vi satser og håber på sidst i august/begyndelsen af september, og så snart vi har en dato, sender vi den til jer.

Gennemskylning af rørene d. 24.-25. juni kl. 8-16

Tiden er kommet for den store gennemskylning af vores rør, som finder sted i næste uge (d. 24.-25. juni). I den forbindelse er det meget vigtigt, at man IKKE tænder for det varme vand. Husk bagefter at rense filtrene (også kaldet perlatorer) i vandhanerne. I det pågældende tidsrum for begge dage kan man sagtens bruge det kolde vand.

Cykler og cykeloprydning i gården

Vi har fået malet træværket omkring portene og dørene til opgangene. Det trængte. Husk ikke at sætte cykler op ad vægge og trærammer, da det slider unødvendigt meget. Pusset falder fx af væggene, og malingen skaller af. En anden ting er at cyklerne næsten barrikaderer indgangen. Vi ved godt, at der er mangel på cykelstativer, så vi henstiller til, at eventuelle reservecykler stilles i cykelkælderen.

Mere om cykler i gården: cykelafhentning

Kristian og Eva har kæmpet en brav kamp med at få fjernet cyklerne til afhentning, så en stor tak! Fremover vil vi forsøge at komme med i gårdlaugets cykeloprydning, der finder sted i løbet af efteråret.
Om man må tage de gamle cykler? Ifølge Københavns kommune må man ikke. Hvis man aftaler at overtage en gammel cykel fra sin nabo, bedes man kraftigt overveje, om ikke cyklen kan stå i cykelkælderen.

Oprydningsdag i efteråret

Bestyrelsen vil gerne invitere til en hyggelig(!) oprydningsdag i løbet af efteråret. Sådanne arbejdsdage har tidligere været afholdt i forbindelse med havedagen, men pga coronaen kunne det ikke lade sig gøre i dette forår. På programmet står oprydning på fællesarealer, rengøring af fliser i gården etc. Kom endelig med forslag til andre ting, det kunne være fedt at få ordnet. Skriv til Lene (leneanielsen@hotmail.com) eller til bestyrelsen (blaagaard29@gmail.com).

Husk at ….

  • Lukke portene, vi har haft mange ubudne gæster på det seneste.
  • Sætte barnevognene langs med væggen i porten, da renovationsfolkene har svært ved at komme forbi. Og kan de ikke komme forbi, så henter de heller ikke skraldet for os.
  • Vi har fået en ny sækkevogn(!), som står i det lille rum med haveredskaber (til højre for rummet med barnevogne).

Gårdlauget

Hvis man ønsker at indtræde i gårdlaugets bestyrelse (og dermed repræsentere foreningen), så har man chancen d. 25. juni, hvor der afholdes generalforsamling i gårdlauget. Alle andelshavere kan stille op.

Tak til haveudvalget for nye krukker og planter, som forskønner gården. Det pynter gevaldigt!
Kastanjen har det tydeligvis også godt.

Bestyrelsen holder naturligvis også sommerferie, men kan kontaktes sommeren over på den sædvanlige mail: blaagaard29@gmail.com – vi læser mails og kan godt svare på spørgsmål.

Rigtig god sommer!
Kærlig hilsen
Bestyrelsen

Dette indlæg blev udgivet i Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.